Måske handler det ikke om dig

Den, der ville være forberedt

Der var engang en mor,
der gerne ville være forberedt.

Ikke fordi hun var bange.
Men fordi hun havde ansvar.
For sin familie.
For at der var mad, vand og varme.

Hun hørte i radioen og i fjernsynet,
at man burde kunne klare sig selv i tre dage.
Myndighederne sagde, at det var nok.
Der var endda lister over, hvad man skulle have.

Hun læste dem.
Forsøgte at gøre det rigtigt.

Samtidig var hun med i forskellige preppergrupper.
Her var der mennesker med store lagre.
Fyldte kældre.
Planer for uger og måneder.

De opfordrede til det samme.
Mere.
Altid mere.

Hun forsøgte at tale med sin partner.
Med sine forældre.
Med venner.

Nogle sagde, det var unødvendigt.
At det aldrig ville blive aktuelt.
Andre sagde, at den ældre generation altid havde klaret sig.
At man kunne trylle noget frem af ingenting.

Ingen sagde det samme.

Hun mærkede en uro i kroppen.
For hvem skulle hun lytte til?
Eksperterne.
Myndighederne.
Familien.
Sin egen fornemmelse.

Krigen rasede i verden.
Andre mennesker overlevede uden mad,
uden vand,
uden varme.

Hun så billederne.
Hørte historierne.
Og frygten sneg sig ind.

Hvornår ville det ramme hendes familie?
Hvor alvorligt skulle hun tage det?
Hvad var ansvar – og hvad var overdrivelse?

Hun prøvede at finde det rigtige niveau.
Det rigtige valg.
Den rigtige måde at være en god mor på.

Men jo mere hun lyttede udad,
jo mindre kunne hun mærke indad.

Og det var her,
søvnen forsvandt.


Du behøver ikke kende hele historien eller grave i fortiden for at få ro igen.

Nogle gange begynder forandringen i det øjeblik, du opdager, hvad kroppen reagerer på.

Når kroppen bliver hørt, behøver den måske ikke længere holde dig vågen.