Måske handler det ikke om dig
Der var engang en dreng,
der voksede op midt i en søskendeflok.
Han oplevede, at hans søskende
fik ros.
Smil.
Anerkendelse fra deres far.
Det gjorde han ikke.
Så han begyndte at kigge indad.
Det måtte være ham,
der ikke gjorde nok.
Han tog ansvar tidligt.
Hjalp til, før nogen bad ham om det.
Passede de udendørs arealer.
Gjorde det pænt.
Gjorde det ordentligt.
Andre lagde mærke til det.
Men det var hans far,
der tog imod anerkendelsen.
Og sådan blev det en vane.
At det altid så pænt ud.
At det altid fungerede.
Når det ikke gjorde,
fik drengen skældud.
Da han blev voksen og selvstændig,
fik han succes.
Anerkendelse fra omverdenen.
Men aldrig den respekt,
han længtes efter fra sin far.
Da faderen døde,
blev arven fordelt.
Uden at tage hensyn til ham.
Han havde jo nok selv.
Noget gentog sig.
Når hans søskende fik problemer,
kom de til ham.
For han var den, der kunne løse det.
Og han gjorde det.
Fordi han kunne.
Fordi de forventede det.
Men da det begyndte at gå dårligt for dem,
fik han skylden.
Det var her,
han modvilligt indså,
at den anerkendelse, han havde ventet på hele livet,
aldrig ville komme.
Og det var her,
søvnen forsvandt.
Du behøver ikke kende hele historien eller grave i fortiden for at få ro igen.
Nogle gange begynder forandringen i det øjeblik, du opdager, hvad kroppen reagerer på.
Når kroppen bliver hørt, behøver den måske ikke længere holde dig vågen.
.png?withoutEnlargement&resize=29,29)