Måske handler det ikke om dig Der var engang en pige, der havde et dejligt liv. Hun havde mange legekammerater. De sad på hendes værelse. Ved bordet. De talte og legede sammen. Hun var aldrig alene. Men noget begyndte at ændre sig. Hendes venner måtte ikke længere være med, når der blev spist. Hendes forældre forstod ikke, når hun legede med dem. Vennerne fulgte med i børnehaven. Men her blev forældrene kaldt til samtale. Pædagogerne var bekymrede. Hun legede ikke med de andre børn. Langsomt gik det op for hende, at hun var den eneste, der kunne se sine legekammerater. Det gjorde hende ikke utryg. Hun havde jo gode venner. Da hun begyndte i skole, blev det sværere. Klassekammeraterne syntes, hun var mærkelig. Hun forsøgte at fortælle dem, hvordan hendes venner var. Men ordene hjalp ikke. Hun blev drillet. Slået. Holdt udenfor. Hun blev ked af det. Kunne ikke koncentrere sig. Skolearbejdet gled længere væk. Forældrene blev igen kaldt til samtale. De blev enige om, at hun skulle undersøg

Måske handler det ikke om dig Der var engang en dreng, der voksede op midt i en søskendeflok. Han oplevede, at hans søskende fik ros. Smil. Anerkendelse fra deres far. Det gjorde han ikke. Så han begyndte at kigge indad. Det måtte være ham, der ikke gjorde nok. Han tog ansvar tidligt. Hjalp til, før nogen bad ham om det. Passede de udendørs arealer. Gjorde det pænt. Gjorde det ordentligt. Andre lagde mærke til det. Men det var hans far, der tog imod anerkendelsen. Og sådan blev det en vane. At det altid så pænt ud. At det altid fungerede. Når det ikke gjorde, fik drengen skældud. Da han blev voksen og selvstændig, fik han succes. Anerkendelse fra omverdenen. Men aldrig den respekt, han længtes efter fra sin far. Da faderen døde, blev arven fordelt. Uden at tage hensyn til ham. Han havde jo nok selv. Noget gentog sig. Når hans søskende fik problemer, kom de til ham. For han var den, der kunne løse det. Og han gjorde det. Fordi han kunne. Fordi de forventede det. Men da det begyndte at g

Måske handler det ikke om dig Den, der ville være forberedt Der var engang en mor, der gerne ville være forberedt. Ikke fordi hun var bange. Men fordi hun havde ansvar. For sin familie. For at der var mad, vand og varme. Hun hørte i radioen og i fjernsynet, at man burde kunne klare sig selv i tre dage. Myndighederne sagde, at det var nok. Der var endda lister over, hvad man skulle have. Hun læste dem. Forsøgte at gøre det rigtigt. Samtidig var hun med i forskellige preppergrupper. Her var der mennesker med store lagre. Fyldte kældre. Planer for uger og måneder. De opfordrede til det samme. Mere. Altid mere. Hun forsøgte at tale med sin partner. Med sine forældre. Med venner. Nogle sagde, det var unødvendigt. At det aldrig ville blive aktuelt. Andre sagde, at den ældre generation altid havde klaret sig. At man kunne trylle noget frem af ingenting. Ingen sagde det samme. Hun mærkede en uro i kroppen. For hvem skulle hun lytte til? Eksperterne. Myndighederne. Familien. Sin egen fornemmels

Måske handler det ikke om dig Der var engang en dame, der havde et job, hun var rigtig glad for. Hun havde det godt med sine kolleger. Hun oplevede, at hun gjorde en forskel. For de mennesker, der kom til hende. Hun hjalp kunder med økonomiske beslutninger. Nogle var lette. Andre svære. Med konsekvenser, der fungerede. Hun havde blik for nuancerne. Kunne rumme både det positive og det svære. Og hun fandt ofte en vej, der var til kundernes bedste. Så kom der nye ledere. De begyndte at bestemme over hendes arbejde. Over prioriteringerne. Over beslutningerne. Pludselig skulle hun vælge anderledes. Ikke det, der var bedst for kunden. Men det, der var bedst for arbejdspladsen. Hun følte sig overvåget. Målt. Vurderet. Uanset hvad hun gjorde, følte hun, at hun svigtede nogen. Hvis hun fulgte systemet, svigtede hun kunden. Hvis hun fulgte sin faglighed, svigtede hun arbejdspladsen. Noget begyndte at spænde. Ikke i tankerne. Men i kroppen. Hun fik sværere ved at koncentrere sig. Ved at træffe b

Måske handler det ikke om dig Den, der havde for meget energi Der var engang en dreng, der blev født ind i en veluddannet familie. Forældrene var velansete. Respekterede i byen. Han var efternøler. Havde tre større søskende, som klarede sig godt i skolen, fik høje karakterer og senere gode uddannelser og høje lønninger. Drengen havde mere energi end resten af familien. Og meget mere, end der var plads til i skolen. Han havde nemt ved opgaverne. Løste dem hurtigt. Fordi han troede, det var sådan, man gjorde. Men så fik han flere af de samme opgaver. Og flere endnu. Indtil alle var med. Han forstod det ikke. Hvorfor det samme skulle gentages, når han allerede var færdig. Det blev kedeligt. Langsomt. Så han lavede et stille oprør. Arbejdede mere langsomt. Brugte sin overskydende energi på små, sjove indslag. Det blev ikke set som kreativitet. Det blev set som ballade. Hans forældre blev kaldt til samtale. Han fik skældud. Han skulle koncentrere sig. Så han kunne blive lige så dygtig som s

Måske handler det ikke om dig Der var engang en pige, der blev født glad. Kreativ, smilende og nysgerrig. Hun blev født ind i en familie, der holdt af hende. Som ville hende det bedste. Som elskede hende, som hun var. Hun fik en lillesøster, der var meget handicappet. Og sammen med kærligheden kom frygten. For at søsteren måske ikke skulle leve så længe. Pigen tog ansvaret på sig. Ikke fordi nogen bad hende om det. Men fordi hun kunne mærke, at nogen måtte gøre det. Hun vidste ikke, at familien blev set anderledes udefra. At de blev dømt. For ikke at have arbejde og for ikke at have penge. Da pigen begyndte i skole, mærkede hun det. Blikkene og ordene. Der blev gjort nar af hendes søster og af hendes forældre. Hun fik at vide, at de var forkerte. At de var dovne. At de ikke gjorde det godt nok. Også lærerne så hende. Når hun ikke kunne finde ud af noget. Når hun blev stille, og når hun blev ked af det. Så hun trak sig. Holdt sig for sig selv, og for dem, hun elskede. Indeni vidste hun,